Et stille paradis i Ry

Ry Bibliotek er et åndehul i midten af den lille jyske provinsby. Her trives biblioteksgængerne mellem biplyde og de seneste boghits.
Af Anders

Jeg træder ind gennem døren til Ry Bibliotek, nysgerrig efter at vide, hvad den lille bygning i midten af Ry byder på. Et par  minutter efter ser jeg mig selv sidde bagerst i biblioteket i selskab med hæklebøger og diverse magasiner. Jeg genoplever den ro, der for mig er så kendetegnende ved bibliotekerne. Disse templer for viden har været en del af mit liv, siden min far for første gang tog mig med på det lokale folkebibliotek og fandt nyt materiale til den obligatoriske godnathistorie. Jeg har været på mange hæsblæsende eventyr sammen med børnebøgerne, der alle formåede at tage mig med til fremmede egne af min fantasi, jeg ikke anede eksisterede.

Læs resten

Skanderborgs lokale hukommelse

Drillenisser fandt ind imellem vej til montrerne.

Skanderborgs lokale hukommelse
– anmeldelse af Skanderborg Museum
Af Anders, november 2013

I en af Skanderborgs ældste gader, Adelgade, ligger byens museum imellem spisesteder og dagligvarebutikker. Det er indrettet som museer er flest, med montrer og genstande, der tager den besøgende med til fortidens Skanderborg.
Denne november-dag, hvor jeg besøger stedet, er personalet i gang med de helt store forberedelser til juletiden, der kulminerer med en særudstilling i december. Derfor er det kun den faste udstilling, der er åben.

Det er på mange måder en imponerende samling, museet har at fremvise i de blå montrer, hvor en drillenisse fra tid til anden har slået rod side om side med de forhistoriske fund. I udstillingens første del præsenteres de besøgende bl.a. for gamle arbejdsredskaber, møbler fra de skanderborgske hjem og infotavler. På den måde føres man igennem Skanderborgs udvikling fra lille bonde- og agerby med to gader til kongeligt velsignet købstad med 2700 indbyggere i 1583. Udstillingens tidsperioder er meget varieret, og det gør, at man ikke går død i en periode, men hurtigt drager videre i historien. Det er imidlertid også en anelse forvirrende, da det kan være svært at gennemskue, i hvilken periode man nu befinder sig i.
Ved ankomsten til museet er det muligt at få udleveret et lille opgavepapir, der guider igennem de vigtigste historiske poster – og selvom den nok primært er rettet mod børn, er det en rigtig god måde at vise vej til det vigtigste.

I museets andet led, den gamle amtsgård, går man fra særlige montrer med våbenfund fra stenalderen til en særlig legetøjsudstilling, der viser drenge og piger forskellige legesager gennem de sidste hundrede år. Om det er en skjult kommentar til den verserende debat om kønsneutralt legetøj er nok uvist, men sjovt er det at bevæge sig gennem så kontrastfulde tidsperioder.

Skanderborg Museum er uden tvivl en vigtig del af lokalsamfundet. Entusiasmen og stoltheden lyser ud af de ansatte, og der er en imødekommende og meget venlig stemning på museet. Dog er det nok ikke alt i montrerne, der vil interessere en bredere gruppe af danskere, der mest af alt kender Skanderborg fra evergreenen ”gid du var i Skanderborg”.

Et lokalmuseum vil altid være mest spændende for de lokale, men det er stadig sjovt for udefrakommende at læse historien om den idealistiske læge, der fik den magtfulde apoteker på nakken, eller ildsjælsbonden der byggede byen op.

Skanderborg Museum i Adelgade er klart et besøg værd, hvis man vil dykke ned i den smukke, gamle købstads historie eller fascineres af de mange flotte fund og genstande.