”Hvilket sted er dit yndlingssted?” lød spørgsmålet fra Ry Højskoles forstander, Ole Toftdal. Jeg fandt svaret på Ry Højskoles højeste punkt.
AF HELENE RAVNHOLT
I dag er det koldt; sådan virkelig tandsæt-klirrende og hele-kroppen-ryster-ukontrollabelt koldt. Der er 44 trin fra bunden af og op til toppen. Gelænderet er lysnet og slidt med tiden, og det er tydeligt, at jeg ikke var den første til at lære Tårnet-teknikken: At holde godt fast i gelænderet, springe tre trin op eller ned, tage et nyt greb om det gamle gelænder og springe hen til næste repos i rækken.
Der er i alt 4 reposer, og skydedøren er helt oppe i toppen og den er tung og massiv og rigtig svær at skubbe op. Jeg plejer at få hjælp fra de to tårnhøje drenge som bor i Ulvehoved, men i dag er de til undervisning, så jeg må lægge hele min kropsvægt i håndtaget, som er slidt, efter mange ivrige og målrettede unge fingre.
Tårnet blev bygget i år 1900, og var den første tilbygning på Ry Højskole. Den første reaktion jeg mødte, da jeg til familie og venner deklamerede, at det altså var her jeg var flyttet ind: ”Så du bor i et tårn? … Det er da lidt underligt.” Og det må jeg jo give dem ret i.
Men som jeg står her på toppen, med mine ben solidt sat på det vakkelvorne trægulvs-byggeri, skuende ud over Ry, virker det helt forståeligt og fuldkommen på sin plads, at et oldtidsfænomen lige pludselig tårner op foran en. For det er jo en højskole, og her kan alting ske. Og selvfølgelig har vi et tårn, hvad skulle vi ellers bo i?
Da jeg denne dag træder op i tårnet, og står helt stille, mærker jeg vinden i håret, og hvordan vinden i forlængelse af mit hår river mig rundt i alle retninger. Og jeg føler mig så stor og så lille, og så mæt og alligevel så sulten på højskoleoplevelserne og på livet;
Og samtidig popper ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme/ der har jeg rod, derfra min verden går” op på nethinden. For det er lige præcis sådan det føles; Som om hele min verden går fra Tårnet og Ry, og at det er her mine rødder har fæstnet sig, på trods af biologi, genetik og almindelig logisk sans.
Selvom vinden er kraftig, og jeg allerede har svært ved at mærke mine fingerspidser, sætter jeg mig helt op ad muren, provianteret med en pc, en kop sort te med honning og en pakke med orangefarvede Pall Mall.
Herfra kan jeg helt uden problemer se ned på skoven som indrammer Ry, de få fabrikker i den bagerste udkant, de mange parcelhuse og palæer, som spreder sig fra Møllesøen og rundt og rundt og hele vejen op i byen, og ikke mindst Gudenåen, der breder sig så langt øjet rækker, og som fra Tårnets udkigspost næsten altid glimter i solen.
Mine fingre klirrer hurtigt frem og tilbage på tastaturet, men kulden har sat sig, og tastaturtrykkene bliver hårdere, og de går helt op i fingre, hænder og håndled. Teen ved siden af mig er blevet helt grumset at se på, og den skvulper trodsigt ud af koppen, som for at efterligne træernes svajen. Selv dens temperatur har fået samme grader som omgivelserne.
I dag viser Møllesøen virkelig tænder; Jeg kan se, hvordan den bølger sig frem i kraftfyldte s-formede buer, og de flytter sig hele tiden en smule i retning af strømmen. Dér hvor søen ikke har bredt sig endnu, har grønt sneget sig ind, men gule, røde og orange blade har plettet det til – selv vores prægtige skriggrønne græsplæne, som ellers altid er udstyret med vandingsanlæg og daglig græsslåning, er blevet til en kastanjeinvaderet rød-gullig malerpallet. Dog sidder der stadig grønne majestætiske blade fra varmere tider på trætoppene – det virker til, at naturen og højskoleeleverne har indgået en aftale om at tage efteråret i små bider, så det ikke går alt for hurtigt, før vinteren og starten på noget nyt har indhalet os.
Vinden har virkelig fået godt fat nu, og med sejhed og kraft kastes mine cigaretter ned på jorden. En enkelt tom ølflaske lader også livet på denne vindblæste efterårsdag, og jeg må holde godt fast i mine resterende ejendele, for at de ikke også flyver over kanten og ned på Blå Gangs tagtoppe.
Nedenfor går to elever smilende ned ad amfiteateret, og jeg kan se, hvordan de finder hinanden ved døren til teatersalen. Og lige så stille og roligt går det op for mig, at det storslåede ved Tårnet, nok ikke er at finde inde i det, men er det som du får øje på, fra dets top.
ryjournalistik 